Er dit firma et rockband?
Af: Rikke Skovbakke 0 Kommentarer
Vi har tidligere på bloggen beskæftiget os med virksomhedskultur. Iværksætteren, bloggeren, foredragsholderen og ekspert i social media branding Henriette Weber giver emnet en ny vinkel, når hun konstaterer: Hvorfor ethvert firma bør være et rockband!
Henriettes ide går ud på, at vi alle engang havde en drøm om at blive rockstjerner (nogle har den måske endnu?), og hvorfor skal vi tage til takke med et almindeligt (kedeligt) job, hvis vi kan være medlemmer af (=arbejde i et firma) et rockband?
Selvom jeg tvivler lidt på praktikabiliteten, er der jo sådan set ikke noget i vejen med ideen, og ambitionen er jo god nok at have. Hvorfor skulle vi ikke allesammen kunne føle os respekterede og feterede, føle at vi bliver hørt, og at vi er noget særligt, når vi er på arbejde? Normalt er det jo kunden, der er stjernen – ikke medarbejderne. Eller findes der virkelig virksomheder, hvor man lever efter “rockstjerne”konceptet? Findes der virksomheder, der kun oplever stjernestunder og fan-post? Næppe.
Et rockband har også masser af pligt-aftaler som interviews, pressemøder og autografskrivninger. For ikke at tale om det lange seje træk i studiet, når der skal indspilles nye sange. Eller hvad nu, hvis det kreative kick mangler, når der skal skrives nye sange? Eller hvis CD’en og salgstallene flopper? Hvad så?
Af det alt sammen kan der drages paralleller til en virksomhed. Vi er alle stjerner, når det går godt og virksomheden vækster derudaf. Men hvor stærkt skal rockbandkonceptet være forankret i virksomhedens kultur, hvis virksomhedens medarbejdere også skal føle sig som stjerner, når det ikke går så godt? Handler det kun om frynsegoder og klap på skulderen fra chefen i krisetider? Sikkert ikke.
Henriette peger på en enkel, meget banal men vigtig, ting: Respekt. Det handler om respekt for medarbejderne og deres ekspertiseområde. Man siger jo ikke pludselig til trommeslageren at han nu skal være forsanger (med mindre, selvfølgelig, man er Genesis og trommeslageren hedder Phil Collins). En sand respekt vil række eksternt, og give kunderne nogle signaler om virksomhedens ægthed og integritet, hvilket leder over til Henriettes næste idé: The business of business is more than business.
Men det er en helt anden historie….
Læs mere om at gøre din virksomhed til et rockband på: http://www.toothlesstiger.com/blog/2008/10/17/the-talk-of-why-every-company-should-be-a-rockband-and-shift08
Oprettet den 6. november 2008 kl %H:%M
Kategori: Virksomhedskultur.
Tags: henriette weber, kultur, medarbejdere, rockband, social branding, Virksomhedskultur
Skriv en kommentar