Corporate Governance: best practice lige til skraldespanden?

Af: Rikke Skovbakke 0 Kommentarer

 

Kersi F. Porbunderwalla har i dag et meget interessant blogindlæg i Børsen. Indlægget beskriver en opsummering af finanskrisen foretaget af ATP direktør Lars Rohde under overskriften: Grådighed, Governance og Greenspan.

Kigger vi på punkterne anført under Governance stikker en medvirkende grund til krisen tydeligt i øjnene, nemlig tilsynsmyndighedernes manglende evne til at føre tilsyn. Lars Rohde fremhæver tilsynenes svigt, deres behov for at have justeret deres kontroller i trit med virkeligheden, manglende effektivitet, slappe værktøjer og i bagklogskabens klare lys: uforståelige undtagelser i systemet, der har ført til katastrofer på finansmarkedet.

I virkeligheden betyder det, at alt det, vi har betragtet som “Best practice” på Corporate Governance området er lige til skraldespanden. Der er behov for en revolution indenfor tilsynsmyndighedernes måde at arbejde på, og der skal indføres helt nye værktøjer og en meget strammere risikostyring for at forhindre lignende situationer i fremtiden.

Det er klart at en opstramning af kontroller vil minimere risici i fremtiden. Men efter min bedste overbevisning er verden strikket sådan sammen, at så længe der er systemer til, er der også skrupelløse ledelser, der grådigt er parat til at udnytte dem. Det vil ikke ændre sig uanset, hvilken opstramning fremtiden bringer med sig.

Læs hele blogindlægget her, hvor K.F. Porbunderwall også beskriver Lars Rohdes bud på, hvilken rolle bestyrelsen spiller i at styre ledelsens grådighed.

Skriv en kommentar