Blogger din chef?
Af: Rikke Skovbakke 0 Kommentarer
Nej, vel.
JyllandsPosten bragte i går i sektionen epn.dk en interessant artikel under overskriften: Chef – brug bloggen rigtigt. Artiklen er interessant, fordi den omhandler en vigtig del af en virksomheds kultur, nemlig åbenhed i kommunikationen og ledelsens synlighed. I USA er det ikke usædvanligt at finde topchefer, der blogger på livet løs. I Danmark er cheferne endnu ikke helt sprunget med på vognen. og dog passer det at blogge umiddelbart godt til den danske mentalitet. Vi er vant til flade organisationer og en afslappet ledelsesstil, så en blog fra top-chefen vil være en velkommen bekræftelse af dette.
Nogle vil argumentere, at hvis vi i forvejen har åbenhed i kommunikationen og synlige ledere, hvad skal vi så i det hele taget bruge en blog til? Det er da bare spild af kostbar tid. Men måske er det en anledning for chefen til at stille spørgsmålet: Er jeg i virkeligheden så synlig for min medarbejdere, som jeg gerne vil være? De færreste medarbejdere har en direkte kontakt til topledelsen, og vil sandsynligvis mene, at et månedsmøde med en halv times indlæg fra chefen ikke er synlighed nok. Og de færreste topledere har tid til at bevæge sig på samtlig kontor- og fabriksgange hver uge. En blog er således en måde for en top-leder at være konstant synlig for alle i virksomheden (med adgang til PC), selv uden for arbejdstiden.
En blog har en ektremt bred modtagerflade. Hvis den er holdt i den rette uformelle tone, og hvis bloggeren også tør tage problemer op og tage imod kritiske kommentarer, er den et uvurderligt kommunikationsværktøj i projektforløb, i change processer, ved positive begivenheder eller når krisen kradser, stemningen er i bund og motivationen mangler. En chef, der tør give en anelse af sig selv i en blog, bliver til et ærligt og engageret menneske. Et ærlig og engageret menneske tilgiver man gerne fejl, og bakker man gerne op om.
Faren ved at blogge er selvfølgelig, at man ikke rammer, det der rører sig blandt medarbejderne. At man skriver utroværdigt og overfladisk, eller kommer til at udtrykke sig uheldigt omkring et kontroversielt emne. Men med fornuft, hjerte og virksomhedens medarbejdere for øje er risici og ulemper langt mindre, end fordelene ved en velskrevet blog med relevante emner.
Spørgsmålet i er altså – med en lille drejning af overskriften i epn’s artikel: Chef – bruger DU bloggen rigtigt?
Oprettet den 15. august 2008 kl %H:%M
Kategori: Kommunikation, Virksomhedskultur.
Tags: blog, Kommunikation, Virksomhedskultur
Skriv en kommentar